Julekonkurrence 2018

Så er det atter jul, det er cool, frostvæsken er den skarpe slags, lyskæden til hækken er viklet ud, og det sjove slips fundet frem til julefrokosten. Vi har travlt og skal nå det hele på den halve tid, så vi kan nå frem til det vigtige: At se op fra telefonen og tale rigtigt med de mennesker som betyder noget for os. Og hvad skal man så snakke om? Jo, man kan for eksempel snakke om, hvor mange kilometer Bilreview mon har kørt i år i de udlånte testbiler for at afprøve bilerne og lave optagelser. Den der kommer tættest på det rigtige svar vil få en fin præmie fra vores hovedsponsor, MOMA Medicine.julehjerte

Vinderen får direkte besked den 15. december.

God jul og godt nytår. Vi ses i det nye år, som sikkert bliver helt elektrisk!

Deltag i konkurrencen

Suzuki S-cross 2018

Op at køre i den nye Suzuki S-cross

Suzuki S-cross har fået nye motorer og udstyr. Men det første man lægger mærke til, er at den er højere end de fleste i cross-over klassen, hvilket giver en behagelig let indstigning og et godt udsyn. Og så er den stor af sin klasse!

Læs mere

Der er ikke kun god plads på forsæderne, men også til at passagerne på bagsædet, der kan brede sig og strække ben. Og bagagerummet er på hele 430 liter, hvilket vil vise sig praktisk i hverdagen. Det er svært ikke at blive imponeret, når den oveni købet er spækket med sikkerheds- og komfortudstyr, som du skal betale en del flere penge for hos konkurrenterne.
S-cross fås med to turbo-benzinmotorer, som Suzuki kalder Boosterjet, på hhv. 1,0 og 1,4 liter med 112 Hk og 140 Hk. Begge motorer passer godt til bilen og leverer en brændstoføkonomi på 16,7 til 17,5 Km/l, hvilket er pænt taget bilens størrelse i betragtning.

S-cross vil tiltale dem som gerne vil have meget plads og udstyr for pengene, og som kan leve med at multimedie-systemet som ikke er det mest brugervenlige, at bilen ikke har de skarpeste køreegenskaber eller lækreste materialer i kabinen.

Se Bilreviews ekspresanmeldelse af Suzuki S-cross Active, 1,4 Boosterjet.

Toyota Yaris Hybrid 2018

Toyota’s bestseller er en lille hybrid

Toyota’s mest solgte model, Yaris, er kommet i en ny udgave med bl.a. aktiv nødbremse. Og det er hybridudgaven med en 1,5 litermotor og 100 HK, der sælger.

Læs mere

Her får man en bil, der på papiret kører 27 km/l med automatgear og et rimeligt udstyrsniveau til 188.000 kr. Bilen lader på sit batteri, så snart du slipper speederen eller bremser, og du kan så køre på ren el en del af tiden i byen. Ladestandere og rækkeviddeangst skal du ikke bekymre dig om, for bilen tankes almindeligt som alle andre benzinbiler. What’s not to like?

Jo altså i realiteten, så skal du regne med, at bilen kører ca. 23 km/l, og det er på niveau med de bedste rene benzin- og diesel-biler med samme motorkraft. Og det kan man godt være stolt af. Men man skal ikke tro, at man har købt en halv el-bil, der kommer i nærheden af det Co2-aftryk og forbrug som en el-bil kan præstere, for det har man ikke.

Men hvad så, skal vi kigge lidt nærmere på den eller hvad? Vi har lavet en ekpresanmeldelse af Toyota Yaris 1,5 Hybrid 100 HK e-CVT automatgear.

Ford Focus 2018

Med køreglæden i fokus

Så er den nye Ford Focus landet i Danmark. Og vi har glædet os som små børn til juleaften, for Focus er en af verdens mest populære biler.

Læs mere

Og den har gentagne gange sat nye standarder for, hvad almindelige forbrugere kan få fingrene i af ny teknologi og køreglæde. Ud over at være en praktisk og rummelig familiebil, så er Focus nemlig kendt for at have underholdende køreegenskaber. Og det er ikke mindst på grund af Fords skelsættende serie af Ecoboost motorer, som har sat høje standarder for, hvor meget man kan få ud af en lille brændstofbesparende turbobenzinmotor.

Og Ford ser ikke ud til at skuffe med deres 4. generation af Focus, som er bygget i Tyskland – ligesom ærkerivalen VW Golf. Ingeniørerne har været på arbejde igen og tilføjet cylinderfrakobling, så motorerne nu kører med kun to cylindre, når de har jævne omdrejninger og ikke for høj belastning. Vi kan vælge mellem 1,0 Ecoboost med 100 eller 125 hk – eller den større 1,5 Ecoboost, der fås med 150 eller 182 hk. Alle motorer har som standard en 6-trins manuel gearkasse, men kan bestilles med en ny 8-trins automatgearkasse for cirka 12.000 kr. ekstra.

I øvrigt så kan bilen nu fås stort set selvkørende med en vejbane-assistent, der også kan håndtere veje uden vejstriber, som jo ofte er tilfældet på vores landeveje. Den automatiske nødbremse kan nu desuden reagere på cyklister og fodgængere – også om natten. Og bilen bremser selv efter et eventuelt uheld, så du ikke risikerer at blive skubbet over i modkørende bane og ende i en ny ulykke.
Køber du Focus med automatgear kan du få en adaptiv fartpilot som selv holder afstand til de forankørende, og en vognbaneassistent, der holder bilen midt i vognbanen, selv ved lave hastigheder. Og så kan den tilmed ­genkende vejskilte og selv justere hastigheden efter dem.

Prisen starter ved kun 200.000 kr., men skal man have lidt med fra det overvældende katalog af sikkerheds- og komfortudstyr, så ryger vi hurtigt over de 300.000 kr., og den bliver faktisk en anelse dyrere end en tilsvarende VW Golf, når vi sammenligner på motor og udstyr i en rimeligt veludstyret model. Selvtilliden fejler altså ikke noget hos Ford.

Tag med Bilreview og få et førstehåndsindtryk af den nye Ford Focus ST-Line.

Her kan du se en video af, hvordan Focus bliver bygget på fabrikken i Tyskland.

Nissan Leaf 2018

Vi vender et blad

Hvis du nogensinde har kørt i en el-bil, vil vi gætte på, at du er blevet bidt af følelsen – for det gør man.
Læs mere

Og du har sikkert tænkt, at sådan en skal du have, når rækkevidden bliver lang nok, og den passer til alle familiens gøremål.

Nissan kommer nu med en helt ny 2. generation af deres el-bil, Leaf. Prisen er uændret, men den har fået større batteri, hurtigere lader, kraftigere motor, mere plads og masser af nyt udstyr.

Er det mon nu, du skal have den el-bil?

Se Bilreviews anmeldelse af Nissan Leaf Tekna.

DriveNow 2018

DriveNow flytter ud af byen

Bybilskonceptet DriveNow har udvidet med 200 nye biler i København – og denne gang er det ikke el-biler, men benzinbilerne Mini Cooper og BMW 118i.

Læs mere

De har bedre plads og længere rækkevidde, så med udvidelsen kommer også nye timepakker og en månedspakke. Morten Jacobsen, chef for Mobility Services i DriveNow har modtaget mange henvendelser fra kunder som ønskede en 24 timers pakke. Den er nu tilgængelig.
“Det vi ser ift. bybiler/Free flow carsharing generelt i Europa er, at konceptet udvides og bliver mere og mere fleksibelt for kunderne, således at det bliver et reelt alternativ til at eje en bil. Derfor begynder det også at ”sluge” forbrug fra biludlejningsverden, og samtidigt også fra andre delebilskoncepter, så som GoMore og lignende” siger han.

Desuden så arbejder DriveNow på at finde en løsning som kan brede bybilskonceptet til Århus, Ålborg og Odense. “Konceptet Bybiler/Free flow carsharing, er som udgangspunkt et koncept, der kræver en rimelig høj befolkningstæthed for at kunne lave en fornuftig forretning. Dog, ligesom med pakkeløsningerne, bevæger produktet sig mere og mere over til også at kunne indeholde andre typer brugeradfærd, som evt. ikke kræver helt den samme mængder kunder til at få det til at løbe rundt. Vi tror derfor godt, at med et tilpasset produkt, at man vil kunne lave en mindre forretning i evt. nogle af de tre andre ”større” byer i Danmark, hvis det kan drives centralt fra, så man ikke skal bygge en helt ny organisation op i byen for at håndtere det”, siger Morten Jacobsen.

Se Bilreviews anmeldelse af DriveNows store udvidelse her.

VW Golf 2018

Das Auto

Her på Bilreview kan vi godt lide VW’s gamle slogan, Das Auto, for man skal lede længe efter et slogan, der udstråler så meget overlegenhed, selvtillid og samtidig nøgtern enkelthed.

Læs mere

Men efter Dieselgate-skandalen måtte brandet “re-vitaliseres” og Volfsburgerne fik hyret en række PR-firmaer, som formodentlig har brugt millioner af euro på at nå frem til det nye slogan, som nu er ved at blive rullet ud i etapper over hele verden. Kender du det? Det er meget… skal vi sige konservativt. Sloganet er “Volkswagen”. Suk! Der kan umuligt være nogen konkurrence i den PR-verden.

Nå, men Das Auto er et rammende navn for VW Golf – koncernens bedst sælgende bil, der har 7 generationer på CV’et, og som er solgt i mere end 29 millioner eksemplarer i hele verden. Golfen er det man i fagsprog kalder en “reference-bil”, altså en bil som definerer en hel klasse af biler, og som udgør en målestok, man måler alle andre biler op mod.

Nu er det bare, at konkurrenterne efterhånden laver virkeligt imponerende gode biler i den her klasse, eksempelvis Opel Astra, Ford Focus, Toyota Auris og Kia Ceed, så kan Golf’en stadig leve op til at være en målestoks-bil?

Se med når Bilreview tager seneste udgave af klassikkeren op til eksamen. Test af VW Golf 1,5 TSI EVO Bluemotion 130 hk.

Bilreview runder et skarpt hjørne

Bilreview runder et skarpt hjørne

Vi har nu haft 1 million visninger af vores danske video-anmeldelser på YouTube, og den slags skal fejres. Vi har som bekendt været en tur i Schweiz for at suge det internationale motor-show tør for nyheder til jer. Men hvad lavede de to motor-journalister mon imellem deres besøg på bilmessen?

Jo, Bilreview har skam været på firhjulet kulturel udveksling i Savoi-bjergene. Og hvordan ser deres regionale flag så ud?

Læs mere

Den skarpe seer vil straks bemærke, at det jo slet ikke er det danske flag. Her er tale om et hvidt “kryds” og ikke et kors. Den endnu skarpere seer vil indvende, at det jo faktisk ikke er Schweiz, men Frankrig. Ja, men Geneve har en sø, som man hele tiden skal udenom, og ca. en trediedel tilhører Frankrig, og det var her, vi slog os ned. Og det er hyggeligt, at de har et flag som ligner vores så meget.

Nå, men vi lavede en lille rejse-video til jer. Faites un Voyage!

De kærligste hilsner
Martin og Mogens

BMW X2 2018

X2 < X1

Man må tro, at Bayerne har tømt karet med Hofbrau og ikke kan regne længere, for den nye X2 i BMW’s SUV-serie er mindre end X1, der før var den mindste!

Læs mere

Men hellere lille og vågen, som man siger – og fræk at se på, det er den. Det her er en livsstilsbil mere end det er en praktisk SUV. Tænk Mini som X1 jo var baseret på, og dermed også X2. BMW logoet er flyttet op på bagstolpen som i den gamle batmobil fra 1979’erne. Yeah, behøver vi sige mere?

Vores gæt er, at den kører fantastisk, og at der ikke er plads til ret mange ski eller børn, og at ejerne er fuldstændig ligeglade, for de har da en anden bil til den slags. Bilen bliver lanceret de her dage med avisannoncer og plakater på stort set alle busstoppesteder og gavle.

Priserne for en forhjulstrukken X2 med benzinmotor, 192 hk og gear med automatiske skift starter ved 485.234 kr.

Tag med Bilreview til lanceringen i Geneve.